Monnerup har i lighed med tidligere taget nogle yderst kompetente musikere med i studiet. Øyvind Ougaard spiller harmonika og flygel, Anne Eltard tryller på violinen, Jens Lysdal på guitaren og Hugo Rasmussen ligger støt i bunden med sin bas. Et godt hold. Musikken fungerer da også fint både som akkompagnement og som underbyggende medfortæller. Selvom der er fremmede rytmer ind imellem, er tonen umiskendelig dansk.

Sangene er regulært fortællende, eller rettere genfortællende, og skruet sammen på en måde så fortællingen fanges på stedet. Her er ingen højtsvungen poesi eller sproglige finurligheder. Monnerup prøver heller ikke at gøre sin stemme til et instrument, men til et middel til formidling. På samme måde får melodierne ikke lytteren til at fokusere på dem. Ligesom musikken, understøtter Monnerups tonerækker fint fortællingerne. Det hele står samlet som en stærk enhed.

Målgruppen kan være svær umiddelbart at definere. Var dette en lærebogsanmeldelse til folkeskolelærere, ville teksterne kunne anbefales til mellemtrinet - og det kan eventuelle lærere blandt læserne jo tage til sig. Men man skal jo ikke forfalde til at tro at eventyr kun er for børn.

Denne sympatiske og veludførte sag kan anbefales til eventyrlystne og andre med hang til gode historier.

Niels Thorlund