Jørn er vel nok den kunstner, der er mest ukendt og samtidig den mest sete i Danmark.
Det er ikke mange priser Jørn har modtaget. Priser har det med at prise prisen.
Måske var det ikke fint for de fine priser at blive besmykket af ”kommunisten Jørn”.
I hvert fald blev han rørt og beæret da han i 1984 modtog ” Gelsted, Kirk og Scherfig” prisen i Land og Folks hus store sal.
Jeg ved det, for jeg var der selv og bidrog med et par Ludvig Holberg sange til ære for Jørn.
Typisk for Jørn sad han på en stol lige foran scenen og lyttede opmærksomt.Det at lytte var en af Jørns stærke sider. Hurtigt fandt han ind til kernen og fremdrog det væsentlige. Al glimmer og unoder blev skåret væk. En egenskab han forstod at omsætte i hele sit virke.
Jørn omtalte sig selv som billedmager, men han var også scenografen, der sammen med en 3-4 andre, grundlagde det TV vi alle kender. Heri lå der ingen modsætning. Tværtimod syntes Jørn, at hans metier gik op i en højere enhed.
I en lille lejlighed i Griffenfeldsgade på Nørrebro indrettede man et prøvestudie, en slags kuvøse, der senere skulle blive en hel TV by.
Da holdet, efter den danske TV premiere, kom på kursus i det Engelske BBC, kunne de blot konstatere, at de på egen hånd var på omdrejningshøjde, og mere til.
Overalt har Jørn spredt sin palet.
Mest kendt blev han for sine utallige dekorationer til DR’s julekalendere, sine flotte og geniale kulisser til TV- teatret og ikke mindst den store rejseskildring i ”Knud Rasmussens slædespor”. De allerfleste vil kunne huske hans billeddrama, hvor Dansk Vestindiens historie rullede over skærmen til akkompagnement af kendte danske skuespillere.
Det vil her være på sin plads at opfordre DR til at kigge sig selv over skulderen og genudsende de passager der i den grad har båret dansk television.
Som pioner i det nye medie skabte han egne veje. Han indså at kameraet var nøjagtigt så blindt, at man kunne indstille farverne, for derved at gøre noget usynligt. I det ene studie filmede man i Jørns små kulisser og i det andet agerede skuespillerne. Ved at koble optagelserne sammen havde man den perfekte illusion. I fagsproget døbte man ideen : ”Croma Key- systemet”. For Jørn var det endnu en anledning til at udvikle hans metier.
I det hele taget, havde Jørn en dialektisk vinkel til arbejdet.
Han skabte skole.Når en ny opgave skulle løses, spurgte han altid :
Hvad er det for en historie, vi skal fortælle ?
Hvem skal vi fortælle den til ?
Hvordan skal vi fortælle den ?
Da den populære TV serie, ” Huset på Christianshavn” klistrede nationen til skærmen, var det Jørns scenografi og ideer, der lagde grobund for de nye scenografers arbejde.
De færreste ved, at det var Jørns fortjeneste, at DR modtog en international pris for hans scenografi til TV- avisen.
I stedet for manden med stenansigtet der læste nyhederne op, skitserede han et studie, hvor man udover oplæseren ser den arbejdende redaktion i baggrunden.
En ide der siden hen er eksporteret til hele verden.
For Jørn var det kun naturligt at se sådan på tingene.
Under sit arkitektstudie holdt han af at komme i håndværkernes skurvogne.
Her fandt han sine kammerater i morskab og alvorlige diskussioner.
Helt tilbage i sin ungdom, havde han set hvordan kommunisterne organiserede modstandsbevægelsen mod den tyske besættelse af Danmark. Her fandt han det fællesskab som sammen kunne udrette så meget. Her bidrog han med sit håndværk.
Overalt i partiets pjecer og agitationsmaterialer kunne man finde hans særegne streg.
Fra start til slut skabte han alle forsiderne til tidsskriftet, ”Tiden-Verden-Rundt”.
Heri indførte han endda sin egen rubrik under overskriften, ”Grafik for os”.
En kavalkade af kunstneriske guldkorn med indsigtsfulde kommentarer.
Partiet burde overveje om et udvalg af disse, fortjente en særudgivelse.
Jørn holdt af at arbejde i temaer.
Oftest vat det solidaritet og fællesskab der prægede billederne.
I rasende fart skar han collager i linoleum. Med hans helt specielle skrifttype, som nærmest var kunst i sig selv, kunne man ovenover billederne læse ” Den røde farve”. ”De skønne kvinder”. ” De gode kammerater ”. Utallige er de mange tryk der findes spredt ud over hele landet.For Jørn var det ikke vigtigt at score kassen. Kunne hans billeder glæde og fornøje så mange som muligt, var det allerbedst. Hyren fik han som scenograf og det rakte.
For eksempel da han i sommeren 1988 havde fornøjelse af at tegne og udgive en hel lille skitsebog om opbygningen af Land og Folk festival-by, tilegnet alle dem der hjalp og bar. I forordet beskriver han den følelse af fællesskab, af at være sammen om at skabe noget, helt vores eget. En stolthed der udsprang af at vi godt kan selv.
Jørn var ikke bleg for selv at gå i front.
Med en frontløbers ihærdighed satte han sig for at gennemmale hele det danske landskab.
Fra Skagen til Bornholm blev alle de smukke motiver nedfældet og sat i farve.Myriader af landskaber, så man helt mister pusten.
Egentlig havde han tænkt det som en produktion i DR regi ledsaget af originale danske musikkompositioner, men sparekniven havde igen hugget til.
Billederne er nu spredt for alle vinde og godt det samme. De findes og nydes nu rundt omkring.
Men det ville nu alligevel være på sin plads at opfordre Post Danmark til at gå på jagt og forevige Jørns billeder af mærket : ” De danskes land ”, til glæde for alle vi danske.
Indtil da, kan man tage en tur til Tårbæk. Her boede og virkede Jørn. På utallige husgavle malede han sine karakteristiske fugle. En seværdighed, der i dag får mange til at gå på billedjagt i det lille fiskeleje nord for København.
Mange vil erindre Jørns tegnestue, som han indrettede i en nedlagt slikbutik i den anden ende af Tårbæk. Her var man altid velkommen til at hente bidrag til indsamlinger og andre gode formål. Senere flyttede han værkstedet til Kildegårds Plads.
At Jørn havde valgt side i den politiske kamp fik han at sande, da det mægtige LO i dansk fagbevægelse ville udgive en række plader med danske sange.
Da LO erfarede at Jørn skulle stå for pladeomslagene, valgte man Jørn fra, med det resultat at de andre kunstnere nægtede at medvirke.
Derved faldt projektet til jorden.
Det er skæbnens ironi, at netop LO skulle indhøste en ”lektion i solidaritet” fra den kunstner, for hvem arbejderklassen og fællesskabet stod øverst på dagsordenen.
Man må opfordre fagbevægelsen til at indrette plads i arbejdermuseet til et udpluk af Jørns billeder. Bedre sent end aldrig.
Det er ikke kun som scenograf, bogillustrator og billedmager, vi møder Jørn. At han
også var skarp med pennen kan man se i hans bog : ” Besættelsesbarn ” fra 1995.
Hvert billede er kommenteret med en lille historie, der nærmest er et digt i sig selv.
Det er også en stor fornøjelse at læse hans bog om sig selv : ”Billedmager”.
Det er ikke en systematisk selvbiografi, men snarere en samling erfaringer og højdepunkter i hans møde med tilværelsen, krydret med morsomme anekdoter som hans liv var så rigt på.
Jørn stoppede i TV-byen, da han fyldte 70. Han nåede lige at afslutte scenografien til en flot børneproduktion, som man kaldte: ” Kaninhøjen”.
Jørn lukkede sin tegnestue på Kildegårds Plads og flyttede til Gundestrup. Han mente ikke, at han skulle male mere. Han havde tabt lysten.
Man må tilgive Jørns forbigående mismod, når man tager hans enorme produktion i betragtning.Som en udtjent cirkushest der lugter manegens savsmuld, gik Jørn i gang igen, selv om malerhånden begyndte at blive genstridig.
”Hvornår er der ”dead-line” , spurgte han. Et engelsk udtryk, der var helt naturligt for ham. En vending der betød, at Jørn var parat og færdig til tiden.
Jørn malede omslag til min CD : ”Askefis”- 15 eventyrlige sange, med billeder til hvert enkelt eventyr. En collageform Jørn mestrede til fuldkommenhed.
At CD’en skulle hedde sådan var ikke nogen tilfældighed.
Historien om ”Askefis og de gode hjælpere” var det eventyr, Jørn holdt mest af. På en måde var det fortællingen om hans eget virke. Det var en tak til de mange kammerater, der altid var omkring ham, når noget skulle fra hånden.
For Jørn, var stjernen og vandbærerne en helhed.
Foran mig ligger Jørns omslag til min næste CD.
Inden Jørn blev ramt af en blodprop, afleverede han det, der skulle blive hans sidste skilderi.En mosaik af billeder til sangene fra Ludvig Holbergs forfatterskab.
I Gundestrup blomstrer haven og rundt omkring har fuglene travlt med at stille de nyfødtes hunger.
I De danskes Land hænger Jørns smukke billeder og spreder lys og liv.
Udødelighed er det virke, vi giver videre til hinanden.
Af :
Leif Monnerup.